Henrik Højlund

I fjor,

tro mig mine ord,

købte vi danskere julegaver til vore koner

og mænd og børn for 15 milliarder kroner.

En ufattelig sum,

man bliver helt stum.

Man tænker: Er det mon et dække

over at fødselaren ikke længere kan række

den store glæde.

I stedet må man æde

og købe sig til varmen

med samt hele julelarmen.

Men hvad med Jesusbarnet,

er det blevet ranet?

Eller er vor gavmildhed så overdådig,

fordi Gud blev os lig,

gav sig selv så ubegribelig

i vore hænder,

da han sender,

og gør det kendt til jordens ender,

et drengebarn i jomfruens skød,

en af vort eget kød

og dog med guddommelig glød.

Hvad med om vi fordelte vore penge til julefesten,

så værdigt trængende kunne høre mere end præsten,

der siger: Gud elsker os alle sammen,

sig alle dertil ja og amen.

Lad os gå på postkontoret

og tage ham på ordet,

der sagde: ”I har fået alt for intet.

Giv det derfor for intet.”

Lad os skrive beløbet stort

på et girokort,

til en af de mange organisationer,

som prøver at hjælpe de millioner,

der er uden tøj og mad

og derfor sjældent glad.

Så bliver julen dobbeltglæde

fordi den danner en kæde

til andre end os selv.

Det bliver Guds himmelhvælv

over den vide jord,

og Guds engle synger i kor:

Ære være Gud i Himlen og på jord!

Frygt – frygt ikke

For et halvt års tid siden læste jeg et interview med en præst i en anden ene af landet.

Jeg bed især mærke i én sætning. Præsten sagde: ”Min ambition juleaften, det er nok ikke at skræmme nogen væk. ”

På en måde kan jeg godt forstå præsten. Enhver præst vil gerne gøre en god figur juleaften, hvor det halve af byen kommer. Sådan at de får lyst til at komme igen.

På den anden side må det siges at være en ret beskeden ambition. For nu at sige det diplomatisk.

Jeg tænker, at ambitionen vel ikke kan være mindre end at forkynde julens budskab så klart og stærkt og aktuelt som muligt. Og skulle det skræmme en og anden, ja så kunne det da være, fordi denne ene og anden virkelig har fattet noget af det.

Ikke at man ikke har fattet noget, hvis ikke man bliver skræmt. Men der immervæk et par ting ved juleevangeliet, der godt kunne skræmme. Allerede i selve hændelsen er der en del frygt til stede. Hyrderne på marken blev grebet af stor frygt, står der. De fattede, at de stod overfor noget så ubegribelig stort, at frygten var den naturligste reaktion. For dem handlede det ikke om et nusse-pusse-barn, men om Den Almægtige selv, der kom frygtindgydende tæt på. 

Gid man dog kunne forkynde dét juleaften, så vi alle sad og bævede af hellig frygt. Tænk hvis vi alle gik fra juleaftensgudstjenesten med en fornemmelse af at have været så nær ved det hellige, at vi næsten ikke vidste, hvordan vi skulle finde hjem igen. Det havde været noget.

For kommer vi derhen, hvor vi bæver af frygt, fordi vi har mødt den hellige Gud selv, så kan vi måske høre det, som vi aldrig har hørt det før, ordene: Frygt ikke.

Glædelig jul!

Barnedåb bør forbydes. Ingen tvivl om det. Den er et både fysisk og åndeligt overgreb mod det sagesløse barn. Hælde vand i håret på en stakkels umælende baby, som i selvsamme øjeblik kan blive så overordentligt mælende, at en hel kirkefuld kan høre det. Skam tage forældrene og præsten og hele det udslagne følge, som bivåner denne tortur med et smil på læben. Og ikke at forglemme: det åndelige overgreb mod et barn, som ingen har spurgt. ”Forsager du Djævlen, tror du på Gud Fader?”. Præsten lader som om, han henvender sig til barnet, men alle ved, at barnet er chanceløst. Ingen gider høre dets mening. Man tager ordet ud af munden på det, før det har lært at sige så meget som nej. Tvinger det ind i en tro på Gud og Djævel, Himmel og Helvede og frelse for syndere. I 2008. Gud forbyde det.

Det er på tide, at nogen nedlægger et forbud. Politikerne må træde i karakter. Mon ikke der kan mønstres et flertal. I det hellige demokratis navn. Og netop nu hvor vi er i gang med den religiøse renselse, ikke sandt. Omskærelsen går jo samme vej. Den på drengene vel at mærke. Den som hævdes at være aldeles fri for komplikationer, snarere både hygiejnisk og lystfremmende. Men friheden. Friheden er det bedste guld, og den tager man fra drengebørnene, friheden til at beholde hudlappen, friheden til at ligne alle andre.

Måske burde man overveje at tage fødslerne med. De naturlige naturligvis. At tvinge et barn gennem verdens snævreste passage i slim og blod og skarpt projektørlys – ikke sært at det skriger al sin smerte ud. Nej, må vi bede om konsekvente reagensglas og kejsersnit. Hvis man overhovedet skal kunne finde rimelighed i at tvinge det lille væsen til at leve uden at have spurgt først.

Kristeligt Dagblad havde fornylig en stor opsats om homoseksuelle, som på én og samme tid vil fastholde deres ret til at udleve homoseksualiteten og regne sig som kristne.

Opsatsen var lidt besynderlig, fordi den foregav, at der er sket forandringer på dette område i retning af, at dette efterhånden er blevet accepteret i brede kristne kredse.

I én forstand kan det måske være rigtigt, fordi homoseksualitet i brede folkekirkelige kredse sandt nok ikke er et tema længere. Men de, der altid har forsøgt at tale med Biblen i dette spørgsmål, gør det stadig ufortrødent. De gamle frontlinjer er intakt, for at sige det på den måde.

Mit ærinde med dette er imidlertid lidt anderledes. KDs artikel overser igen fuldstændig de kristne, som har en homoseksuel lægning, som deler Biblens syn på sagen, og som følgelig afstår fra at udleve deres følelser og længsler. Det er næsten, som om den gruppe er tabu. Den må ikke findes. Hvor stor den er, ved jeg ikke. Men den er der!

For noget tid siden læste jeg vidnesbyrdet fra én fra denne gruppe. Ganske vist fra Sverige, men tilsvarende vidnesbyrd kan også høres i Danmark fra mennesker, som af gode grunde foretrækker at forblive anonyme i frygt for, hvad offentlig fremtræden ville kunne medføre af chikane fra de altid agressive medier og de homoseksuelles interesseorganisationer.

Denne svensker er imidlertid stået frem i al offentlighed, endskønt han til og med er præst i den svenske kirke.

Læs hvad han siger: 

”For mit eget vedkommende blev valget af et liv uden en seksuel relation noget, der voksede frem gennem flere års søgen, bøn og overvejelse. I tolvårsalderen begyndte jeg at ane homoseksuelle følelser, men først da jeg var sytten, kunne jeg sætte ordet homoseksuel på mig selv. I løbet af disse og de følgende år prøvede jeg at forstå, hvad det kunne komme til at indebære for mig og mit liv, som menneske og kristen. Bibelen, som udtryk for Guds vilje med os mennesker, var udgangspunktet i min søgen efter en holdning. Efterhånden voksede den overbevisning frem, at Gud har bestemt seksualiteten som noget, der hører til i ægteskabet mellem mand og kvinde. At tage seksualiteten ud af den sammenhæng ville være at gøre vold på Guds gode plan. Hvis målsætningen for mit liv er at ære Gud i alt, hvad jeg gør, bliver en naturlig følge af dette at afstå fra de udtryk for seksualitet, som ikke rummes indenfor ægteskabets ramme. På samme måde som vi alle er nødt til at afstå fra forskellige forhold i livet for efter bedste formåen at leve til Guds ære. Det indebærer ikke, at Gud ikke ønsker det bedste også for mig, selvom det ikke i første omgang kommer til udtryk på det seksuelle område. Gud har helt klart en plan og en opgave for hver og en af os og vil udøse sin nåde og velsignelse over alle, som vil følge hans vilje. Derfor har det at vælge at leve i cølibat aldrig været en urimelig byrde, men mere en praktisk konsekvens af ikke at kunne indgå ægteskab.

Når jeg kigger i bakspejlet kan jeg til og med takke Gud for alt det, jeg har fået lov til at være med til takket være min homoseksualitet. Det handler bl.a. om møder og samtaler med mennesker, som jeg aldrig ville have fået anledning til, hvis jeg havde været gift. Min homoseksualitet kan jeg derfor se som en gave, selvom den har indebåret, at jeg har afstået fra et liv i tosomhed. Jeg er vitterlig gået glip af det, der hører ægteskabet til, men jeg har på den anden side haft tilgang til noget, som den gifte går glip af. Ingen kan få alt, men jeg har fået fuldt tilstrækkeligt, og det takker jeg Gud for.”

En af hovedpointerne i det, Erik Johansson skriver i fortsættelsen, er, at kirken ved sin blankocheck til homoseksuelt samliv svigter de mange kristne homoseksuelle, som ønsker at leve efter Guds anvisninger i Bibelen for det sande liv. Kirkens modernister taler døre op og stolper ned om, at man udelukker de homoseksuelle, hvis man siger nej til homoseksuelt samliv og velsignelsen af det. Erik Johanssons pointe er, at man faktisk udelukker de mange kristne homoseksuelle, der ønsker at leve efter Bibelens ord. Der ligger nemlig i den grænseløse accept af homosekseuelt samliv en nedvurdering af de homoselseksuelle, der vælger at kæmpe for at leve et liv i Jesu efterfølgelse, også der hvor det har konsekvenser for ens seksualliv.

Erik Johansson har oplevet den nedvurdering meget konkret. Der råder simpelthen total tavshed om denne holdning i alle former for udredninger om denne sag fra den officielle kirkes side.

Det samme kan som sagt siges om forholdene i vor hjemlige andedam.

Erik Johansson er selv med i en gruppe, som kalder sig ”Medvandrarna”. Så vidt jeg kan se en gruppe af bl.a. kristne med homoseksuelle følelser, som støtter hinanden i dette at leve efter Jesu og apostlenes ord. I Danmark har vi noget tilsvarende. Under den kristne diakonale organisation Agape findes en gruppe, som kaldes Basis. Den fungerer som støttegruppe og hjælp for mennesker, for hvem seksualiteten er blevet problemfyldt, deriblandt mennesker som kæmper med homoseksuelle følelser. Man kan finde Basis på Agapes hjemmeside: www.foreningenagape.dk.

Jeg vågnede op til en vidunderlig nyhed i morges: Kirken må godt fortsætte med at forkynde liv efter døden, forlød det i radioavisen. Morgenen blev pludselig dobbelt så lys. Jakob Knudsens morgenssang tonede frem i mit indre: “Se, da stiger solen af hav påny, alle dødens skygger for evig fly”. Jakob Knudsen har fattet pointen: Der falder lys fra Evigheden over det nærværende liv.

Anledningen til nyheden er en bog om det evige liv af tidligere præst Johannes Værge. Også for Værge synes det at være en afgørende pointe: Den, der lever i håbet om et kommende liv, lever det nuværende liv bedre. Den pointe skal han ikke have utak for at have bragt til torvs.

Men hele sagen bragt som medienyhed – som en nyhed – det er tæt på at være urkomisk. Som om kirken nogensinde ikke har forkyndt eller nogensinde vil holde op med at forkynde håbet om det evige liv. Det er komplet utænkeligt. Det er så integreret en del af Det nye testamentes og hele Jesu tro og tale, at en frasortering af det, ville være som at pille Hamlet ud af Shakespeares “Hamlet” og dog mene, at historien er intakt.

Medierne er måske en smule undskyldt. Vi har jo dog i nogle årtier her til lands haft en herskende teologi med deraf følgende teologer og præster, som har haft det svært med metafysikken – alle grosbøllianerne.

Nu bedyrer radioavisen, at to biskopper bekræfter retten til at forkynde det evige liv. Man må håbe – og trods alt også tro – at der er flere. Men om så ingen biskop ville tilkende kirken retten til at forkynde det, så havde kirken, Guds kirke, til enhver tid og overalt på jorden forkyndt håbet aldeles glad og bramfrit. Lige til Kristus kommer for at indfri løftet.

Sandt at sige er det her bloggeri en by i Rusland for mig. Har aldrig læst sådan noget før. Ved derfor heller ikke, hvad man kan skrive og ikke skrive. Ret beset er det vel et sted for meningsmageri. Men jeg får altså lige lyst til noget andet.

Jeg begyndte denne morgen med noget, jeg har drømt om at gøre i 10 år. Jeg lavede en kort morgengudstjeneste med nadver, uden prædiken. Vil herefter gøre det hver tirsdag resten af min præstetid. Enkelt og ligetil. Lidt søvndrukken slæbte jeg mig over til gudstjenesten kl. 7 og fandt til min overraskelse 5 andre derovre.

Efter gudstjenesten satte jeg mig i kirken og tyggede i ro og mag lidt videre på Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger. Og lad så dette pip være en lille anmeldelse af bogen med ca. 150 års forsinkelse. Den bog er simpelthen fabelagtig. Jeg har læst den langsomt, meget langsomt, hen over de sidste måneder. Og sjældent har jeg læst noget så opbyggeligt. Egentlig mærkværdig opbyggeligt. For bogen kunne siges at være hård kost. Man bliver i den grad taget med bukserne nede. Men i dette ufatteligt nuancerede og dybtpløjende billede af sand kærlighed, overfor hvilket enhver læser kommer aldeles til kort, toner samtidig et billede frem – bag billedet. Nemlig billedet af Den Kærlige, Kristus selv. Så på en underlig måde bliver det samlede resultat af læsningen så trøsterigt.

Her får du lige, min ukendte læser, et citat fra morgenens læsning: “At have Eiendommelighed er at troe paa enhver Andens Eiendommelighed; thi Eiendommeligheden er ikke Mit, men er ikke Guds Gave, ved hvilken han giver mig at være”.

Nå, måske en anelse mystisk ude af sin sammenhæng. Men det handler om, at den sande kærlighed lader medmennesket være sig selv. Den former ikke medmennesket småligt efter sit eget billede. At jeg selv får lov at være mig selv for Gud, er en Guds gave.

God dag!

Teologi lider i disse år under mangel på søgning. Antallet af ansøgere nærmer sig en katastrofe. Det har helt naturligt affødt en heftig debat om indholdet af studiet. I debatten er der fremasat mange relevante synspunkter.

Jeg savner dog lidt blik for én afgørende grund til manglen på ansøgere: Ikke studiets indhold, men studiet i sig selv.

Det måtte vel komme en dag, i et stadig mere afkristnet Danmark: tilsvarende færre og færre teologi-interesserede.

Man kan så hævde, at vi da lever i en tid, hvor religionernes genkomst er et overvældende faktum. Så der skulle være masser af grobund for teologisk interesse. Tjo, hvis vel at mærke teologi var et bredt religionsstudium, og folkekirken var en bred religionsanstalt.

Men hovsa, det sidste er tæt på at være tilfældet. Formelt set er folkekirken naturligvis stadig en kristen institution, og hører man kun overfladisk efter præstens ord, lyder det hele omtrent ens. Men kigger man en smule nøjere efter, vil man opdage, at der bag de mange præsters ord gemmer sig en lang række meget forskellige og helt uforenelige religiøse opfattelser.

Som en biskop sagde om undertegnede, da han ved et menighedsrådsmøde skulle gennemgå ansøgernavnene til et embede: “Han har en helt anden religion end mig.”

Teologistudiet har to grundproblemer, som iøvrigt i deres indbyrdes modsætningsfyldthed ikke kan løses på én og samme tid:

1. Folkekirken har endnu ikke gennemført hamskiftet fra kristen bekendelseskirke til almen religionsanstalt. Det afholder børn af en afkristnet tid fra at søge teologistudiet.

2. Folkekirken er åbenlyst for enhver, som vil se det, et hus i splid med sig selv. Formelt set kristen, reelt set et religiøst ta’ selv bord. Det afholder børn af tydelige kristelige miljøer fra at søge teologistudiet.

Debatten om studiets indhold må naturligvis fortsætte. Jeg kunne bare ønske mig, at man samtidig tog fat om nælden, der hvor problemet virkelig brænder. Og jeg skynder mig at vedgå, at jeg er stærkt overbevist om, at man skal starte problemløsningen ved punkt 2.

Pornofrit miljø

En af min kones bekendte har lige afsluttet sit speciale på danskstudiet ved Århus universitet. Hun skrev om den ret ukendte norske forfatter Nikolaj Frobenius. Det var vist nok et omtrent udyrket område, så det var noget nær grundforskning. Ikke mærkeligt at hun fik karakteren 12.

Nikolaj Frobenius skrev for nogle år siden en bog med titlen ”Den generte pornograf”. Jeg må tilstå, at jeg ikke har læst bogen. Men jeg kom til at tænke på den i forbindelse med dette speciale. Bogen er efter sigende et opgør med et samfund, som er tapetseret med pornografi. Fra ”uskyldige” Føtex-reklamer af lystne kvinder i megastørrelse til den bløde og hårde porno, som slynges os i ansigtet i kiosker, i TV, i biografer, på Internet. Nu vil piger i syv, otte, ni års alderen også have sexet undertøj ligesom Claudia Schiffer.

Jeg gik for en tid siden ind i en tilfældig kiosk i Århus. Jeg fik efter nogle sekunder sådan en mærkelig fornemmelse derinde. Der var noget, der ikke stemte. Pludselig gik det op for mig: Der var ikke ét pornografisk billede. Ikke så meget som et Ugens Rapport eller et Cupido. Jeg kunne ikke dy mig. Jeg måtte spørge indehaveren, om jeg havde set rigtigt. Det havde jeg. Men indehaveren var også mørk i huden. Sandsynligheden for, at han var muslim, er ikke lille. Jeg stak ham næven og takkede ham på det hjerteligste. Hvis de såkaldte nydanskere kan gengive os et pornofrit miljø, og dermed give os blufærdigheden tilbage, det naturlige, sødmefyldte, hemmelighedsfyldte, spændingsfyldte forhold til sex og køn, så vil jeg bede Gud om flere nydanskerne.

Nogle måneder efter at vi kom til Løsning fravalgte vi TV-fællesantennen. Èn blandt flere grunde: Jeg har svært ved at modstå fristelsen til at zappe ti sekunder hen på en særlig kanal, sådan et sted efter kl. 23. Lige så vel som at jeg kun ved en meget bevidst beslutning om ikke at klikke på den bestemte side på Internet har kunnet undgå at få Internet-pornoen smidt op i fjæset – og ind i sjælen. For dér lejrer det sig jo. Som en brand i sjælen. Som en evindelig urovækker, et uafladeligt fristende spørgsmål: ”Tænk hvad du er gået glip af. Tænk hvilke paradisiske erfaringer…”

Eksperter spår at utroskaben vil stige mærkbart med Internettet. Der findes for tiden over 300.000 kontaktannoncer på nettet.

En god ven af mig skrev for et par år siden en artikel om dette i et tidsskrift. Han fik et hav af henvendelser bagefter. Fra mennesker der var fuldstændig afhængig af porno. Til en af dem, der netop havde fået Internet og nu sad i porno-suppedasen, gav han det råd: drop Internettet. Et år efter mødte han dette menneske igen, som takkede ham meget for rådet. Nu var han fri. Så enkelt er det nogle gange – drop nettet, fjernsynet, kiosken hvis man ikke kan gå derind uden at smugkigge og købe.

Der er veje ud af svineriet, der er håb for selv de lettest antændelige. Selv i dette totalt pornoficerede samfund. Men man skal som regel have hjælp til det af en anden.

Jeg hører til dem, der klapper glad i hænderne over, at der findes en forening, som kalder sig ”Pornofrit miljø”. Måske er der håb forude. Håb om at vi kan slippe for med skyklapper i kiosken og igen tilmelde os fællesantennen.

For tiden er der – igen-igen – en debat i Kristeligt Dagblads spalter om frelse og fortabelse. Denne gang startede den med en kronik af kaj Mogensen, hvori han gør op med dem, der regner med fortabelsens risiko. Nedenstående er en kommentar i den løbende debat. 

Frelse og fortabelse

Det saglige anliggende i Kaj Mogensen replik til mig i diskussionen om frelse og fortabelse kan samles i ét tema. Kaj Mogensen mener i de to gamle Kristus-hymner i henholdsvis Filipperbrevet og Kolossenserbrevet at finde et udtryk for alles frelse, som er uforeneligt med muligheden af evig fortabelse. ”Det er ikke muligt at forene tankegangen om evig pine med den gamle kristusbekendelse.”

Da det nu alligevel har været muligt igennem en næsten 2000 år lang kirkehistorie, oven i købet fastslået af folkekirkens trosgrundlag: de oldkirkelige symboler og den lutherske bekendelse, tåler tankegangen nok at gås efter i sømmene endnu engang.

Kort: Når Fil 2,11 taler om, at ”hver tunge skal bekende: Jesus Kristus er Herre”, har kirken alle dage medtænkt betydningen ”erkende” og ”indse” i ordet ”bekende”. Det græske grundord optræder således ofte i forbindelse med bekendelse af synd. Her er altså tale om det forhold, at alle uden undtagelse ved tidernes ende skal indse det, der altid har været sandt: Jesus er Herre.

At der ikke er tale om et udtryk for, at alle bliver frelst, kan man forvisse sig om ved blot at læse næste vers: ”Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse”. En opfordring der ligesom ikke rigtig giver mening, hvis Paulus i verset for inden har givet udtryk for, at alle bliver frelst. Ligeså lidt som det ville hænge ordentligt sammen, når Paulus lidt længere henne skriver om dem, ”der lever som fjender af Kristi kors”: ”De ender i fortabelse”. (3,18-19).

Udtrykket ”ved ham at forsone alt med sig” i Kolossenserbrevet (1, 20) er, selv isoleret set, meget dårligt som argument for alles frelses. Kristi forsonergerning er en forsoning for alt. Dét har kirken lært og forkyndt igennem hele sin historie. Den tanke findes mange steder i Det nye testamente. Men at ingen synd og ondskab er udenfor rækkevidden af Kristi forsonergerning, betyder intetsteds, at så bliver alle også til syvende og sidst frelst. Det hænger sammen med, at vi også overalt finder en klar betoning af, at forsoningen må modtages i tro. Således også i umiddelbar forlængelse af kristushymnen i Kolossenserbrevet, hvor der indføres et afgørende ”hvis” som forudsætning for forsoningens evige frelses-virkning: ”hvis I da forbliver grundfæstede og faste i troen uden at lade jer rokke fra håbet i det evangelium, I har hørt” (1,23).

Mogensen antyder yderligere et par steder til støtte for tanken om alles frelse. Henholdsvis 1. Kor 15, 28 og Rom 11,32. (Det er interessant, at det er de samme få, konkrete bibelsteder, der henvises til i samtlige argumenter for alles frelse, jeg har stødt på hidtil. Der synes ikke at være flere at trække frem. Modsat det forhold, at der uden overdrivelse kan trækkes mindst et par hundrede steder frem fra Det nye testamente til støtte for tanken om fortabelsens risiko).

Det er ordet ”alle”, der kalder på tanken. Men dels findes der et hyppigt sprogligt fænomen, som kaldes et ”partielt alle”. Det vil sige ”alle” som samlebetegnelse for en afgrænset flok. Med andre ord: ”Alle” er ikke, hver gang det forekommer, absolut alle i hele verden. I Romerbrevet og Korinterbrevet er det ud fra sammenhængen tydeligvis ”alle i Kristus”. Dels modsiges denne tolkning af ”alle” af det forhold, at Paulus overalt i de nævnte breve både direkte udtalt og som indirekte forudsætning taler om både evig frelse og evig fortabelse som kommende realiteter.

Hvis nogen synes, at dette virker umådelig pindehuggende teoretisk, forstår jeg dem godt. Hele diskussionen har et skær af tør teori. Jeg kan kun beklage, at jeg selv bidrager til det. Det, vi diskuterer, hører dybest set kun hjemme i troens og forkyndelsens rum. Der hvor hele vores egen eksistens er på spil.

Og derfor drejer diskussionen sig også om kirkens være eller ikke være.

Henrik Højlund